Søg
 
Du er her:
Normal Større Størst  Tilføj til Mine sider

Forord

Kriminelle unge, der bliver idømt en ungdomssanktion, har ofte meget dårlige skolekundskaber koblet med sociale problemer. Den 2-årige ungdomssanktion giver gode muligheder for at forbedre de unges faglige forudsætninger og de sociale kompetencer, som er en forudsætning for, at de unge efterfølgende kan komme i gang med en uddannelse eller komme i beskæftigelse.

Med de seneste ændringer i ungdomssanktionen er der sat fokus på uddannelse og beskæftigelse, ligesom alle unge får tilknyttet en koordinator. Dette skal være med til at sikre, at især målsætningerne om uddannelse og beskæftigelse forfølges i alle 3 faser af ungdomssanktionen.

Endvidere skal koordinatoren sørge for, at både de unge, deres forældre og andre relevante partnere inddrages og ansvarliggøres i forhold til de målsætninger, der skal opstilles og forfølges gennem det 2-årige forløb.

Denne håndbog er lavet for at støtte de koordinatorer og sagsbehandlere i kommunerne, som arbejder med unge i ungdomssanktionen. Nogle sagsbehandlere har kun sjældent sager med ungdomssanktioner, og kan derfor have brug for en støtte til sagsbehandlingen. Koordi natorerne - som kan være en pædagog på et anbringelsessted, en lærer eller anden person den unge har tillid til - har brug for at få en viden om, hvordan ungdomssanktionen er opbygget og en støtte til, hvordan de kan inddrage de unge, deres forældre og andre relevante parter i forløbet. Ud over støtten i håndbogen vil koordinatorerne blive tilbudt et kursus om indholdet i ungdomssanktionen og om, hvordan man kan forberede og afholde netværksmøder med de unge, deres forældre og andre relevante parter.

Håndbogen skal bidrage til, at der i ungdomssanktionsforløbet ydes en målrettet og sammenhængende indsats specielt i forhold til de unges muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Håndbogen fungerer som et opslagsværk, som sagsbehandlere og koordinatorer kan hente støtte i, når de står med konkrete spørgsmål.

Jeg håber, at vi med de seneste ændringer i ungdomssanktionen og denne håndbog får styrket forløbet for de unge, som i 2 år af deres ungdom er underlagt en struktureret socialpædagogisk behandling. Ungdomssanktionen skal være en målrettet og koordineret indsats, som hjælper den unge til en bedre tilværelse med uddannelse eller arbejde frem for kriminalitet.

Karen Jespersen
Velfærdsminister


Kontakt
Rådgivning
Projektgruppen

Håndbog til en ungdomssanktion