Kapitel 12 Inddragelse af den unge, forældre og netværk isagsbehandlingen

Ungdomssanktionen kan sættes i værk uden samtykke fra de unge, forældrene eller dem, der har forældremyndigheden. Det stiller krav i forhold til at involvere de unge og deres forældre og indebærer særlige udfordringer, når forløbet skal tilrettelægges. Parterne skal kunne se et formål i at medvirke, og de skal opleve, at de reelt bliver inddraget i processen.

Socialt og psykologisk er de unge inde i en udviklingsperiode, hvor de er på vej til at finde fodfæste i voksenlivet som selvstændige individer. Derfor skal de tage del i udformningen af mål og delmål i handleplaner, og de skal aktivt medvirke til at få relevante konflikter og problemstillinger frem i lyset. Motivationen for at gennemføre et udviklingsorienteret forløb er størst, når de selv er med til at bestemme, hvad der skal ske, og hvordan en forandring kan skabes. Føler de sig uretfærdigt eller forkert behandlet, vil resultatet være magtesløshed.

Langt de fleste har stærke bånd til deres forældre. De bruger dem som kilde til støtte, nærhed og grænsesætning. Men relationen ændrer karakter i de sene ungdomsår, og ændringen indebærer, at begge parter udfordres i deres vante roller. Det essentielle bliver at bevare eller udvikle et bæredygtigt forhold samtidig med, at de unge får den nødvendige støtte til at forfølge deres mål. Et af målene er netop at gøre sig uafhængige af deres forældre.

Unge menneskers behov for en voksen adskiller sig fra barnets behov. Fra at regulere aktiviteter og at tage ansvar for barnets velfærd, skal de voksne i stedet samarbejde, så den unge efterhånden bliver selvstændig.