Kommunens engagement og rolle i forhold til støtte bliver om muligt endnu mere betydelig, når den unge flytter tilbage til lokalmiljøet. Typisk resterer der på dette tidspunkt mellem seks og ti måneder af ungdomssanktionen, hvor kommunen er forpligtet til at støtte og føre tilsyn med den unge, og hvor den unge er pålagt at modtage støtte fra de sociale myndigheder.

Myndighedsopgaven - opfølgning på handleplan

Det kommunale ansvar er først og fremmest at varetage myndighedsopgaven, hvilket primært vil sige at følge op på handleplan og føre de aftaler, der er indgået i samarbejdet med den unge, familien og 2. fase anbringelsesstedet, ud i livet.

Dernæst indebærer det en fortsat opfølgning og justering af handleplanen på baggrund af den unges forløb.

Hvis den unge er 18 år ved overgangen til 3. fase, kan der være tale om, at den unge får selvstændig opholdskommune. I så fald skal der ske en grundig overdragelse af viden til den unges nye sagsbehandler. (se også kapitel 16).

Elementer i handleplanen

I den løbende opfølgning på den unges handleplan og i den pædagogiske indsats under 2. faseopholdet er der hele tiden arbejdet hen imod udslusning. Inden overgangen til 3. fase skal der tages stilling til behov for støtte i forhold til følgende områder:

• Hvor skal den unge bo? (Hos forældrene? Eller har han fået botræning, hvis han skal bo for sig selv?)
• Anskaffelse af bolig og etablering.
• Uddannelse/arbejde. l Forsørgelse. (Over eller under 18 år - hjemme eller ude?)
• Organiseret fritid.
• Selvorganiseret fritid/ kammerater, kæreste, herunder kriminalitet og rusmidler.
• Praktisk hjælp og støtte.
• Personlig hjælp og støtte. (Relation, emotionel og funktionel.)¹⁶⁸
• Støtte til familien.
• Evt. tilknytning til behandlingsinstanser.
• Opstilling af mål sammen med den unge og det private og professionelle netværk bl.a. via netværksmøder.

Sagsbehandlerens rolle - myndighed, koordinering og samarbejde

Sagsbehandleren varetager først og fremmest myndighedsopgaven, som indebærer, at der løbende træffes de nødvendige afgørelser i forhold til den unges liv. Det sker på basis af et tæt samarbejde med alle involverede parter og føres ud i livet bl.a. gennem inddragelse af relevante instanser.

Når 3. fase nærmer sig sin afslutning, er det sagsbehandlerens opgave sammen med den unge at tage stilling til, hvilke støtteforanstaltninger, der skal fortsætte. Enten i henhold til § 52, hvis den unge er under 18 år, eller som efterværn.

Ud over myndighedsopgaven har sagsbehandleren to hovedopgaver, hvor ansvaret er delt med koordinatoren:

• At aktivere og koordinere det professionelle, tværfaglige samarbejde og samarbejdet med den unge og hans netværk,
• at varetage et fortsat støttende og udviklende arbejde med den unges familie - eller sikre at det sker.

Koordinatoren

En af de kommunale opgaver er at udpege en koordinator, der ud over sine systemfunktioner skal støtte den unge praktisk og personligt. Timetallet skal være i overensstemmelse med den definerede opgave. Antallet skal hænge nøje sammen med de opgaver, koordinatoren skal udføre i forhold til både systemfunktion og relationsfunktion. Erfaringer viser, at en koordinators relationsfunktion kan være af uvurderlig betydning for den unges udviklingsproces, uanset om han flytter hjem til familien eller skal bo for sig selv.

Betydningen forstærkes yderligere ved, at koordinatoren er gennemgående i hele ungdomssanktionsforløbet. Store geografiske afstande mellem hjemkommune, koordinators bopæl og 2. faseinstitution eller opholdssted kan give udfordringer. Det er vigtigt, når koordinator og anbringelsessted skal udpeges, at skele til geografien, fordi den kan skabe grobund for store komplikationer og gøre det vanskeligt at leve op til intentionerne om koordinatorens rolle.

I forhold til relationsfunktionen drejer opgaven sig om at støtte den unge i hverdagen praktisk og personligt, at fastholde i forhold til uddannelse, arbejde og fritidsliv samt at understøtte en fortsat positiv normudvikling. Koordinatoren skal ligeledes have et tæt samarbejde med den unges familie og forholde sig til det private netværk i øvrigt, kæreste og kammerater.

Uddannelse og arbejde

Zeuner, Det Tværministerielle Børneudvalg, Egelund og Hestbæk¹⁶⁹ peger entydigt på, at gennemførelse af uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet er en af de mest integrerende faktorer for udsatte unge, der er anbragt og har begået kriminalitet.

Skolegang, uddannelse eller arbejdsmarkedstilknytning skal så vidt muligt være sat i værk under 2. faseopholdet og skal fortsat sikres i 3. fase. Det er sagsbehandlerens opgave at sørge for, at den unge kommer i kontakt med relevan- te instanser, som kan vejlede og hjælpe den unge i gang, hvis han ikke er det.

Den kommunale skole- og ungdomsvejledning kan inddrages i en afklaringsproces, eller den unge kan henvises til afklarings- og jobformidlingsenheder.

Serviceloven åbner op for praktiktilbud, ligesom lovgivningen om aktiv beskæftigelsesindsats tilbyder forskellige muligheder for støttet arbejdsplacering - herunder at knytte en mentor til unge på arbejdspladsen (eller uddannelsesstedet, jf. modelkommuneprojektet),¹⁷⁰ som kan hjælpe med integration og tilpasning. Koordinatoren arbejder tæt sammen med denne mentor.

Se i øvrigt kapitel 13 for yderligere oplysninger om skolegang, uddannelse og beskæftigelse.

Familiearbejdet

Så vidt det overhovedet er muligt, skal den unges familie inddrages tæt i arbejdet med deres søn eller datter, hvis det skal lykkes at fastholde en positiv udvikling.

Samarbejdet med familien kan primært ske ved den løbende inddragelse via f.eks. netværksmøder, men det kan også foregå gennem en egentlig familiebehandlingsindsats.

Erfaringer¹⁷¹ viser, at et tæt samarbejde mellem sagsbehandleren, som den der primært varetager indsatserne i forhold til familien, og koordinatoren, som den der primært støtter den unge, er yderst givende.

Nogle kommuner benytter sig af MST, MultiSystemisk Terapi, eller har egne familiebehandlingstilbud, som kan varetage opgaven. I kapitel 14 gennemgås endvidere en række behandlingsmetoder.