Søg
 

Roller og opgaver

Sagsbehandleren på vegne af den sociale myndighed i opholdskommunen

Flere aktører spiller en rolle i forbindelse med udarbejdelse af indstilling til ungdomssanktion. Den vigtigste aktør er den kommunale sagsbehandler, som for det første på baggrund af en anmodning fra anklagemyndigheden skal vurdere, om der er grund til at indstille den unge til en ungdomssanktion. For det andet skal sagsbehandleren udarbejde den indstilling, som retten lægger til grund for sin domsfældelse. Indstillingen skal bygge på en grundig udredning af den unge og indeholde en handleplan for en eventuel ungdomssanktion - begge dele har sagsbehandleren ansvaret for. Det vil være en fordel på dette tidlige tidspunkt at overveje, hvem der kan tilknyttes som koordinator i tilfælde af en dom til ungdomssanktion.

I arbejdet med at forberede sagsakter og indstilling til retten er det hensigtsmæssig at holde tæt kontakt til anklagemyndigheden.

Sagsbehandleren skal drage omsorg for, at der på baggrund af en grundig undersøgelse af den unge, udarbejdes en indstilling om egnethed til ungdomssanktion og herunder de vilkår, der eventuelt bør knyttes til en sådan dom. En handleplan skal ledsage denne indstilling til retten.

Sikrede institutioner

Sikrede institutioner kan have en rådgivende rolle i forhold til sagsbehandleren og samtidig deltage i udredningen af den unge. Det er muligt for sagsbehandleren at supplere den sædvanlige praksis ved at rådføre sig med den sikrede afdeling, som har stor erfaring med egnede institutioner og opholdssteder. Tilbudsportalen er naturligvis også til rådighed for kvalificeret søgen.


Kontakt
Rådgivning
Projektgruppen

Håndbog til en ungdomssanktion