Sagsbehandlerens rolle opgaver
I perioden fra den unge bliver anholdt, til der idømmes en ungdomssanktion, er det sagsbe- handleren, der har ansvar for samarbejdet mellem relevante aktører. Samtidig er sagsbehandleren den udførende i forhold til at sikre, at samarbejdet rent faktisk finder sted.
Han eller hun skal således bestræbe sig på så hurtigt som muligt efter anholdelse og eventuel varetægtsfængsling at opnå et godt og konstruktivt samarbejde med den unge og dennes forældre. Samarbejdet omfatter også politi, anklagemyndighed, forsvarer og sikret institution, indtil dommen falder. I forbindelse med § 50 undersøgelsen eller supplering af denne har sagsbehandleren desuden ansvaret for at inddrage relevante fagfolk, f.eks. tidligere lærere, psykologer, pædagoger eller andre professionelle, der har kendskab til den unge.
Når dommen er afsagt, opdeles samarbejdsopgaven mellem sagsbehandleren og koordinatoren. Sagsbehandleren har på vegne af opholdskommunen ansvar for samarbejdet, mens koordinatoren står for udøvelsen og for at sikre, at der rent faktisk foregår et samarbejde om den unges sanktionsforløb. Koordinatorens rolle og opgave i samarbejdet svarer således til det, som kendes fra andre opgaver i børnesager, hvor kommunen kan uddelegere selve udførelsen af opgaven til andre, f.eks. private. Det mest kendte eksempel er formentlig tilsynet med børn og unge anbragt i familiepleje. Her kan udførelsen af tilsynet være uddelegeret til en privat familieplejeforening, men det er fortsat sagsbehandleren som repræsentant for kommunen, der har ansvaret for, at der er ført tilsyn i overensstemmelse med lovgivningen og kommunens retningslinjer herfor.
Sagsbehandleren skal være opmærksom på, at der indkaldes til de nødvendige netværksmøder; at de relevante aktører er til stede og at de nødvendige emner drøftes med henblik på at nå handleplanens kort- og langsigtede mål. Sagsbehandleren er forpligtet til at deltage i møderne.
Under sanktionsforløbet vil sagsbehandleren kunne komme i situationer, hvor det er vedkommende selv, der skal udøve samarbejdet med den unge, forældrene eller andre aktører. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis der skal træffes afgørelser om eksempelvis behandling eller uddannelse, og hvis der skal indhentes oplysninger til brug herfor. Sagsbehandleren eller en anden fra opholdskommunen skal desuden gennemføre en samtale med den unge, inden der træffes afgørelse.
