Kapitel 4 De unge, der idømmes en ungdomssanktion
Redegørelser, evalueringer og undersøgelser gør det muligt at karakterisere de unge og deres behov for behandling og støttende foranstaltninger. Behov, som sagsbehandlere og koordinatorer skal være opmærksomme på, både ved visitation eller indstilling til dom til ungdomssanktion og siden i løbet af det toårige sanktionsforløb.
Målgruppen er defineret ud fra fire kriterier, hvor de tre går på henholdsvis alder, kriminalitetens art og hvilken straf, lovovertrædelsen kan resultere i. Det fjerde kriterium retter sig mod den unges sociale profil. Den skal være sådan, at et struktureret og længerevarende socialpædagogisk forløb skønnes både formålstjenligt og nødvendigt for at fastholde den unge i støttende foranstaltninger.
Der er med andre ord tale om unge, som ud fra deres socialt utilpassede og kriminelle adfærd skønnes at have brug for en særlig og massiv indsats, hvis det skal lykkes at vende en negativ udvikling. Det er ofte unge, som de sociale myndigheder ikke tidligere har haft et fornuftigt samarbejde med. Det er baggrunden for sanktionens element af fastholdelse.
Kapitlet indledes med en kort beskrivelse af, hvilket kendskab de offentlige systemer har til de unge, før de idømmes ungdomssanktion. Derefter følger en karakteristik af de unge, deres baggrund og de foranstaltninger, som tidligere har været sat i værk. Derefter fokuseres på eventuelt misbrug og psykiske problemer samt kriminalitet. Endvidere beskrives de unges holdning til at få en dom til ungdomssanktion. Kapitlet afsluttes med en gennemgang af de forudsætninger, som kan medvirke til at opnå et vellykket sanktionsforløb.
|
En ung om opholdet på institution: "Forskellen det er, at de venner man har derhjemme, er nogen man holder af ja, og de holder også af én og sådan noget Man kan aldrig stole på dem, man møder herinde. Man skal aldrig lige pludselig, man tror man kan lave noget sjov med ham og sådan noget, og så mener han det måske alvorligt, at man skal stoppe og sådan noget. Og det kan man ikke vide jo, for man har jo næsten først lige lært ham at kende, man har kun været sammen med ham i ti dage eller et eller andet, og så flipper han helt ud, og gennemtæver en og sådan noget Nogen de siger også, at man skal lade være med at grine, når man er herinde fordi - "hvad er der sjovt ved at være herinde, hva?" - så nogen de bliver sure over, at man griner." (Hansen, Lisbeth og Karen Zobbe (2006), Fokus på anvendelsen af de sikrede afdelinger, s. 93). |
