Søg
 
Du er her:
ForsidepilHåndbogpilKapitel 3 Aktørerne i ungdomssanktionsforløbetpilSagsbehandleren i den unges opholdskommune
Normal Større Størst  Tilføj til Mine sider

Sagsbehandleren i den unges opholdskommune

Sagsbehandleren repræsenterer de sociale myndigheder i den unges opholdskommune. Sagsbehandleren har en gennemgående rolle og ansvar for en stor del af opgaverne i hele sanktionsforløbet. Specielt i perioden inden domsafsigelsen er der mange og tunge opgaver, som skal løses. Flere af dem har ydermere en kort tidsfrist, og her spiller det hensyn ind, at den unge skal have sin sag afgjort så hurtigt som muligt.13

Der er således et vist pres på de involverede, ikke mindst på politiet, som skal foretage efterforskningen og på sagsbehandleren, som skal i gang med undersøgelses- og handleplanarbejde for at kunne udarbejde en kvalificeret indstilling til retten. I nogle kommuner har man et team, som sammen løser denne opgave.

Sagsbehandler skal sørge for koordinering af sagen og skal i øvrigt drage omsorg for, at sagsbehandlingen sker i overensstemmelse med kommunens fastsatte standarder.14 Kommunen skal kunne stille med en repræsentant til afhøringen af den unge, og repræsentanten skal her støtte den unge og påse, at afhøringen foregår med en skånsomhed, der er afpasset sagens karakter og den unges alder. (Nærmere om dette i kapitel 6).

Er den unge mistænkt for at have begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal der inden syv dage udarbejdes en foreløbig handleplan, der kan forebygge, at den unge begår yderligere kriminalitet.

Anmoder anklagemyndigheden om en indstilling vedrørende ungdomssanktion, skal kommunen - og dermed den unges sagsbehandler - iværksætte en § 50 undersøgelse. Alternativt skal en tidligere undersøgelse opdateres - eventuelt med en psykologisk udredning, der kan ligge til grund for handleplan og indstilling.

Når kommunen beslutter sig for at indstille til ungdomssanktion, begynder arbejdet med at finde en egnet åben institution eller et godkendt opholdssted. Derudover skal der findes og ansættes en egnet koordinator.

Efter dommen overtager kommunen det fulde ansvar for sanktionens fuldbyrdelse.15 Sagsbehandleren har her nøjagtig den samme funktion, som han eller hun har i forbindelse med andre anbringelser. Den unge skal følges, handleplanen skal følges op efter tre måneder og dernæst efter senest et år. Og endelig skal der træffes afgørelse om forhold under anbringelsen.

Hvis den unge er under 18 år, skal sagsbehandleren i samarbejde med den unge og den unges forældre tage stilling til behovet for efterfølgende foranstaltninger (efterværn), inden sanktionen ophører. Unge, som er fyldt 18 år inden afslutningen af 2. fase, tilbydes en relevant hjælpeforanstaltning, hvis den unge er indforstået, og der er brug for det.16

Sagsbehandler om sine roller:

"Jamen, jeg har jo en dobbeltrolle på en eller anden måde, ikke? Altså, jeg har jo en rolle i forhold til at skulle sikre mig, at rammerne for, at han får det udbytte ud af det, som han skal, er til stede. Og samtidig er jeg jo også den formidlende myndighed på en eller anden måde, ikke. Det er også mig, der skal…hvis han ikke overholder de beføjelser, vi nu har stukket ud, så er det også mig, der kan være med til at sige: "Jamen, så skal du tilbage til sikret afdeling."

(Kofoed, Lene m.fl. (2005), Ungdomssank tionen i kvalitativ belysning. Ti unge og ni institutioner, s. 54ff)



Klik her for at se i fuld skærm
Ungdomssanktion - sagsbehandlers opgaver



Kontakt
Rådgivning
Projektgruppen

Håndbog til en ungdomssanktion