Der er fire kriterier, der afgrænser hvem, der kan idømmes ungdomssanktionen:

• Et alderskriterium.
• Et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige profil (social profil).
• Et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet).
• Et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet).

Alderskriteriet

Ungdomssanktionen kan kun anvendes ved kriminalitet begået af unge, der er fyldt 15 år og som endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende. Ungdomssanktionen skal som udgangspunkt ikke anvendes, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Personlige forhold - herunder tiltaltes mangel på modenhed - kan dog tale for ungdomssanktion i stedet for fængselsstraf.

Afvikling af ungdomssanktionen kan - uanset om den unge giver samtykke - strække sig ud over det fyldte 18. år. Da ungdomssanktionens varighed er på to år, vil perioden række ud over det 18. år i alle de tilfælde, hvor den unge er fyldt 16 eller 17 år på domstidspunktet.²

Den sociale profil

Målgruppen er unge med markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med en mangelfuldt udviklet evne til at skabe normale sociale relationer. De har besvær med at orientere sig i normale sociale sammenhænge, og de er ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer - herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter.

Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig i forhold til at imødekomme den unges særlige behov for behandling. Det er retten, der på baggrund af indstillingen fra de sociale myndigheder afgør, om den unge er egnet eller uegnet til behandling. Selv om retten ikke formelt er bundet af indstillingen fra de sociale myndigheder, er praksis, at der ikke idømmes ungdomssanktion, hvis der foreligger en velbegrundet indstilling fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en sådan dom.

En ung, der opfylder kriteriet for den sociale profil, kan i nogle tilfælde erklæres uegnet. Det kan for eksempel ske, hvis han eller hun har en psykisk lidelse og derfor ikke kan nås med eller drage nytte af socialpædagogisk behandling. Unge, som vurderes til at være uegnede til behandling inden for det sociale system, må idømmes en straf efter straffelovens andre bestemmelser. ³

Det er ikke en betingelse, at den unge - eller forældremyndighedens indehaver - giver samtykke eller erklærer sig villig til at undergive sig ungdomssanktion. Den unge kan således ikke selv vælge almindelig straf.

Ekspertgruppen vedrørende ungdomskriminalitet havde en række overvejelser om målgruppen i relation til samtykke og egnethed. Blandt andet pegede gruppen på, at dommen - fordi den ikke forudsætter samtykke - også kan anvendes over for unge, der ikke er motiverede for at gå i behandling. Imidlertid kan manglende motivation betyde, at de unge både vil være uimodtagelige for behandling og samtidig være destruktive over for behandlingsmiljøet og voldelige over for personalet. I de tilfælde kan forløbet ikke gennemføres med et vellykket resultat, og det må anses for at være direkte uhensigtsmæssigt.

I forhold til dette anførte ekspertgruppen, at straffeloven i forvejen rummer mulighed for at dømme en person til socialpædagogisk behandling på sikret institution, og at disse sanktionsmuligheder ikke er betinget at den dømtes samtykke. Desuden pegede ekspertgruppen på, at ungdomssanktionens målgruppe er de mest belastede unge, som typisk ikke umiddelbart vil erkende, at de har et behandlingsbehov. Formålet med ungdomssanktionen ville derfor ikke kunne indfries, hvis anvendelsen af den blev gjort betinget af samtykke. Der skal derfor være tale om en slags tilbud, som den unge ikke kan afslå, selv om han eller hun foretrækker en almindelig straf, der typisk ville være af kortere varighed.

Endelig slog ekspertgruppen fast, at et manglende samtykke ikke nødvendigvis betyder, at det ikke vil være muligt at gennemføre en behandling. Det bygger på en forventning om, at det over for modvillige unge ville være muligt at udnytte den fastholdelse, der ligger i ungdomssanktionen, til at skabe ro og motivere til positiv medvirken.⁴

Kriminalitetskriteriet

Ungdomssanktion anvendes kun ved grovere, personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet som for eksempel vold, røveri og voldtægt eller mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyveri eller hærværk. Det indgår i vurderingen af kriminalitetens grovhed, om den er begået i forening med andre, jf. straffelovens § 81, stk. 2.

Forbrydelser, der almindeligvis falder uden for kriminalitetskriteriet, vil eksempelvis være mindre alvorlige tyverier, narkotikaforbrydelser og afgivelse af falsk vidneforklaring.⁵

Strafkravet

Ungdomssanktion anvendes i sager, hvor domstolene normalt ville have idømt en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. et år. Hvis det anses for formålstjenligt, kan sanktionen også anvendes over for unge, der står til lidt længere ubetinget straf eksempelvis et år og seks måneder. Den angivne overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter straffelovens § 58, stk. 1. Er der tale om en kombinationsdom på to års fængsel, hvoraf et år og seks måneder gøres betinget, skal der ikke idømmes en ungdomssanktion. Det kan derimod ske, hvis ungdomssanktionen vil være et alternativ til en kombinationsdom på et års fængsel, hvoraf for eksempel seks eller ni måneder gøres betinget.

Hvis sagen kan afgøres med bøde, tiltalefrafald evt. kombineret med ungdomskontrakt, betinget dom uden straffastsættelse eller samfundstjeneste, kommer ungdomssanktionen ikke på tale.⁶