Kapitel 1 Styrkelse af ungdomssanktionen

I foråret 2001 vedtog Folketinget lovforslaget om den særlige ungdomssanktion, som unge kan idømmes, når de har begået alvorlig kriminalitet.

Ungdomssanktionen er et alternativ til traditionel, ubetinget fængselsstraf. Der er tale om en dom til en toårig struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling i tre faser under tilsyn af de kommunale myndigheder.

Adskillige undersøgelser og evalueringer af sanktionsforløbene er gennemført siden 2001. Socialforskningsinstituttet har bl.a. foretaget en kvalitativ evaluering baseret på interviews med nogle af de unge og med personale i institutioner og kommuner.

Resultaterne af evalueringen, der blev offentliggjort i 2005, pegede på en række områder, hvor der var behov for at styrke ungdomssanktionen. Det viste sig for eksempel at være svært at skabe indhold i og sammenhæng mellem ungdomssanktionens tre faser.

Det er kommunerne, der har ansvaret for - i samarbejde med relevante aktører - at skabe det nødvendige indhold i ungdomssanktionen. Imid lertid mangler der i nogen grad viden og erfaring på området, da en del kommuner kun sjældent beskæftiger sig med sanktionsforløb.

Evalueringen viste således, at de udredninger og handleplaner, som skulle sikre indhold i og sammenhæng mellem faserne, ofte ikke var udarbejdet eller var mangelfulde, hvilket kan have haft betydning for den efterfølgende indsats. Ligeledes peger evalueringen på, at de unge og deres forældre ikke i tilstrækkelig grad er blevet inddraget i beslutningerne. Det giver en negativ holdning og manglende motivation hos de unge, og de bliver modspillere i stedet for medspillere.

På baggrund af evalueringen fra Social forskningsinstituttet nedsatte socialministeren i efteråret 2005 en ekspertgruppe, som i 2006 kom med en række anbefalinger vedrørende indholdet i ungdomssanktionen.

Ung om personalet på en sikret institution: "Jeg kunne tænke bedre derinde over mit liv. Det var også det, at jeg var væk fra min familie for første gang. Og personalet de hjælper meget og prøver og snakke med én. Du skal forstå, at man er jo rigtig meget sammen derinde, hele tiden. Så pædagogerne er ikke bare ligeglade. De kom i kontakt med mig, de var ikke kolde overhovedet. De prøvede hele tiden at snakke med mig." (Vestsjællands Amt (2006), Brugerunder søgelse - Bakkegården, s. 19)