Ungdomssanktionen
Ungdomssanktionen er et alternativ til ubetinget fængselsstraf for unge mellem 15 og 18 år, som begår alvorlig kriminalitet. Det er en dom til en toårig struktureret og kontrolleret socialpædagogisk behandling i tre faser under tilsyn af de kommunale myndigheder.
Hvem kan idømmes en ungdomssanktion?
Der er fire kriterier for at kunne få en ungdomssanktion:
- Et objektivt alderskriterium (15 - 18 år)
- Gerningsmandens sociale profil
- Kriminalitetskrav (grov kriminalitet)
- Strafkrav (mellem 30 dage og 1½ års ubetinget fængsel)
Ungdomssanktionens indhold
Hovedindholdet i ungdomssanktionen består af et længerevarende socialpædagogisk behandlingsforløb under tilsyn af de sociale myndigheder. Sanktionen har en varighed på to år og består af tre faser:
1. fase: Et indledende ophold i en sikret afdeling.
2. fase: Et ophold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted.
3. fase: En periode i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder.
